Har du netop afholdt en dejlig sommerferie i Marokko, og drømmer du dig tilbage til varme dage med fest og farver, eksotiske madvarer og lune nætter? Vi forstår dig godt. For i takt med at kulden tiltager, får drømmene og udlængslen gerne fat i os. Men hvad med at bringe lidt af den skønne marokkanske stemning hjem til dig selv og forlænge din ferievibes langt ind i det danske efterår?

Varm mad med masser af krydderier

Der er intet som dufte og smage, der kan transportere vores bevidsthed fra et sted til et andet. Så hvorfor ikke forlænge dit marokkanske ophold ved at tilføje typiske marokkanske retter til jeres hverdagsmads repertoire?

Med skønne krydderier og lækre urter kan du skabe fantastiske retter, der smager af Middelhavet, af solskinstimer og af ferieminder. Måske skal du forsøge dig med en tabbouleh med bulgur og masser af krydderurter såsom mynte, koriander og persille? Eller måske skal en marokkansk tagine med lam, mandler og abrikoser på menuen? Ligegyldigt hvad du vælger, så tilbyder det marokkanske køkken et væld af muligheder – og helt sikkert også noget, der falder i din smag.

Skab stemning i din have eller på din altan

En anden måde, hvorpå du kan skabe marokkansk stemning hjemme hos dig selv, er ved at forsøge at skabe noget af den særlige atmosfære. Prøv at give din altan en makeover med farverige tekstiler, store grønne planter, flotte gulvtæpper og fine lamper. Alt det, der kan skabe en skøn stemning.

For hvem siger, at en altan behøver at være et cafébord og to stole? Nej, vel? Det er kun fantasien, der sætter grænser. Du kan endda vælge at dyrke nogle af de mest kendetegnende marokkanske krydderier på din altan.

Spil musik, der minder dig om din ferie

Musik er godt for sjælen – det ved de fleste. Musik har en helt særlig egenskab til skabe en god stemning. Det er en af grundene til, at man i film arbejder med såkaldt ”stemningsmusik”. Så lad tonerne fra marokkansk inspireret musik fylde din hverdag og akkompagnere alt fra madlavning til borddækning med de skønne toner.

Vi lover, at du med et glemmer alt, der smager af mandagstræthed og leverpostejsmadder, når tonerne fylder lokalet.

Drop Netflix, og dans med din partner

Når nu du har lavet en playliste med al din marokkanske yndlingsmusik, så vil vi gerne opfordre dig til at benytte øjeblikket til at slå over i et andet gear. Grib din partner. Dans og le og nyd hinandens selskab. Helt uden lys fra blå skærme og dårlig samvittighed. Bare vær til stede i nuet. Netflix skal nok være der til en anden dag. For nu sættes det på pause.